Vi er bekymrede efter at have prøvet Overwatch 2 Preview

Hjem » Vi er bekymrede efter at have prøvet Overwatch 2 Preview
 Hurtige nyheder
author image af gaminggeek | 0 Kommentarer | 21. april 2022
Del kærligheden🥰

Der findes få spil der er lige så ventede som Overwatch 2. Lige siden det originale spil stormede ind på scenen i 2016, så har Blizzards PvP hero shooter nærmest redefineret den specifikke subgenre, og har ikke bare solgt et absurd antal eksemplarer, men også banet vejen for en af de mest anerkendte esportsuniverser nogensinde. Her på det seneste har der dog været lavvande i kassen for at sige det mildt, eftersom Overwatch 2 har taget længere end først antaget at udvikle, adskillige profilerede designere fra det originale hold har forladt studiet, og sidst men ikke mindst har Blizzard trukket stikket på det originale spil, som nu ikke får mere indhold.

Og måske er det værd lige at dvæle lidt ved sidstnævnte pointe. Ser du, Blizzard trak stikket på det originale Overwatch, fordi de mente det nødvendigt at igangsætte en overgang fra Overwatch til Overwatch 2, med særligt henblik på at få de mange professionelle Overwatch League-hold i gang i det nye spil. Den liga begynder i øvrigt lige om lidt, så Blizzard har fået placeret sig selv i en skruetvinge, hvor de hverken kan reaktivere udviklingen af nyt indhold til det gamle spil, eller fremskynde udviklingen og lanceringen af Overwatch 2. De er nødt til at holde kadencen, og få spillet ud af døren så hurtigt som muligt.

Overwatch 2

Dette er en annonce:

Overwatch 2

Af den årsag har de her på det seneste kørt en lukket alpha, hvor blandt andet jeg har haft adgang, og lad os bare sige, at der er grund til at være bekymret, for lige nu der er det en blandet pose bolsjer, naturligvis med det in mente, at spillet endnu ikke betragtes som færdigt, og at jeg ikke har haft adgang til alt det som spillet kommer til at tilbyde i sidste ende.

Lad mig da samtidig lige slå fast, at jeg er gigantisk fan af Overwatch, og har brugt alt, alt for mange timer på spillet siden den originale lancering. Om det så er på konsol eller PC, så har jeg udfordret mig selv til at kravle op af ranglisterne, og har bygget et bredt udvalg af skins til hver enkelt karakter. Jeg har sågar fulgt med i den professionelle scene i årevis. Men den kærlighed er med tiden falmet en kende, og netop af den årsag har jeg glædet mig enormt til Overwatch 2. Jo, man ville kunne argumentere for at spillet faktisk er så godt, at det ikke har brug for en efterfølger, men mere den konsekvente opdatering som Bungie har gjort med Destiny 2, eller Respawn aktivt gør med Apex Legends.

Kontraster det med Overwatch, der fik sin sidste helt, Echo, for over to år siden. Jo, vi har da fået nye modes, genbrugte events og lidt nye maps, men det føles ærlig talt som om vi har spildt to års støtte til Overwatch med at vente på Overwatch 2. Så forventningerne er høje, og det tjener måske heller ikke Blizzard i sidste ende. Det vi har brug for er noget friskt, noget modigt, noget innovativt – og lad mig lige slå fast, at det er slet, slet ikke det som Overwatch 2 er.

Dette er en annonce:

Så lad os komme i gang, for efter at have tilbragt dusinvis af timer med Overwatch 2, så føles det mere som Overwatch 1.5, eller Overwatch HD. Gameplayet er tydeligvis blevet designet til at præservere de kernesystemer som blev introduceret i det første spil, og selve oplevelsen føles noget nær identisk. Jo, hvert eneste hold har et medlem mindre, og spillet er lidt anderledes rent strategisk af den årsag, men det her er bare… Overwatch, det kan man ikke tage fejl af. Ligeledes bruges karaktererne stort set på samme måde udover Doomfist, Orisa, Bastion og Sombra, som har modtaget et større redesign, som gør at de passer bedre ind i det bredere perspektiv. For at være helt ærlig, så er der intet her, der ikke kunne klemmes ned i en gratis indholdsopdatering til Overwatch.

Og så er der banerne, som er noget nær identiske også. Der er gået lidt tid, så nogle ser marginalt anderledes ud, om det så er en klat maling her, eller at kampene finder sted på andre tidspunkter på dagen (Dorado finder nu sted ved solnedgang).

Det jeg i grunden prøver at sige er at Overwatch 2 ikke føles som en efterfølger på nogen måde. Jo, den nye helt Sojourn kunne afprøves, og hun føles interessant at bruge, næsten som en moderne Soldier 76 med en riffel der ofrer missilerne for en slags railgun. Læg nye maps oven i; Circuit, Royal, Midtown, New Queen Street og Colosseo, hvor af de to sidstnævnte er forbundet til den nye mode, Push. Disse er alle kærkomne tilføjelser, men de føles også som noget der igen let kunne være blevet tilføjet til det originale Overwatch for mange måneder siden, hvor spillere lige nu står til at stille sig i kø til Control-kamp nummer 5000 på Temple of Anubis.

Overwatch 2
Overwatch 2

Det samme kan siges om det nye Ping-system. Det er da fint, men i stedet for at juble over at det endelig er her, så undrer man sig mere over hvorfor Overwatch, der har seks år på bagen, aldrig fik sådan et. Det føles snarere som om at Blizzard har indsamlet alle de foreslåede Quality of Life-forbedringer fra en frustreret fanskare igennem de sidste år, og så bare presset dem ind i en efterfølger, i stedet for bare at organisk opdatere det originale spil. De fleste Overwatch 2-ændringer kommer sågar tilbage til det originale Overwatch. Og når ja, kan du huske den PvE-del der fyldte det hele under selve afsløringen ved BlizzCon for år tilbage? Ja, den del er ingen steder at spore, for Blizzard har adskilt de to dele i to separate spil. Det her er én stor pærevælling af forvirrende beslutninger.

Så når jeg siger at Overwatch 2 bare er Overwatch, så er der også en indbygget kompliment der, for spillet føles glimrende at spille. Det er veloptimeret, og præsenteres på en organiseret og overskuelig måde. Grafikken har desuden fået et løft med bedre refleksioner og større detaljegrad i omgivelserne. Sjovt nok er spillets HUD blevet nedgraderet, og fremstår mere simpel og mindre detaljerig.

Det er et eller andet sted der hvor jeg er nødt til at efterlade Overwatch 2. Jo, meget kan stadig nå at ske, og de planlagte PvE-elementer kan være det der separere spillene fra hinanden, men PvE og PvP står til at blive lanceret hver for sig, så jeg kan kun udtale mig om PvP-delen, og den fremstår så uambitiøs, at det nærmest er bizart at være vidne til. Det her er Overwatch, så det er fantastisk at spille, og det kan naturligvis være at det hele er free-to-play, men i forhold til at vi har ventet så længe, så er det her næsten chokerende.



SE MERE

Skriv et svar

Hit enter to search or ESC to close