Vi har spillet otte timers Deathloop Preview

Home » Vi har spillet otte timers Deathloop Preview
author image af gaminggeek | 0 Kommentarer | 26. august 2021

Webhotel uden begrænsninger hos Gigahost

Det tager rigtig, rigtig lang tid for Deathloop at komme igang. Ja, man kunne måske umiddelbart godt at have sagt sig selv, at et så avanceret koncept vil kræve gradvis introduktion, for at det hele kan føles naturligt, men stadig; det tager lang tid.

Og selv efter en forlænget indledning, så er man stadig lidt i tvivl om hvor søren man egentlig skal begive sig hen, og i hvilken rækkefølge man skal prioritere. Det lyder umiddelbart som en svaghed, at spillet ikke har tænkt på at lægge et spor af brødkrummer, som det føles tilfredsstillende at følge. Men her kunne det ikke være længere fra sandheden, for Deathloop er, indtil videre, en af de mest innovative storspil jeg har spillet i årevis.

Deathloop

Det betyder ikke “godt”, og vi er desuden endnu ikke der hvor endelige konklusioner kan drages frem fra gemmerne. Det her er trods alt et preview, der er baseret på omtrent otte timer med spillet i noget der ligner færdig tilstand. Men innovativt, det må man sige det er, for ulig selv Arkanes tidligere triumfer, som Dishonored-serien, bliver du i Deathloop tvunget til at tænke over tid, over sted, og over metode på en måde stort set ingen andre spil før har gjort.

Men måske skal vi lige slå i bakgear først, og måske giver det mere mening at forklare præcis hvad Deathloop egentlig er. Det kan naturligvis i sig selv være en form for spoiler, men jeg lover udelukkende at præcisere det vi allerede ved, snarere end at overlevere ny information.

Blackreef sidder fast i en tidslomme, hvor den samme dag gentager sig selv ud i uendeligheden. Det betyder at øens beboere er udødelige, og at man stort set kan gøre hvad man vil. Det har, i en vis grad, gjort disse beboere småtossede, og de er sågar gradueret fra at være relativt fredelige festaber til Clockwork Orange-lignende morderiske psykopater, alt efter om de har fået det forkerte ben ud af sengen eller ej. Det er dit job at knuse den her tidslomme, men for at gøre det skal du, på én dag, dræbe de otte ledere, eller “Visionaries”, der styrer øen. Sker det ikke på én dag, så genstartes lommen, og du starter forfra.

Hvorimod du måske umiddelbart tror at spillet kører på en timer, så er det ikke sådan Deathloop selv anskuer tid. Der er fire tidsperioder, formiddag, middag, eftermiddag og aften, og der er en håndfuld separate åbner lokationer at udforske, hvor én eller flere Visionaries befinder sig. Idet du vælger en lokation, så kan du i princippet udforske så længe du vil, men idet du gør exit derfra, og vender tilbage til din base i tunnelerne under øen, så bevæger vi os én tidsperiode frem. Det er dermed ikke muligt at dræbe alle Visionaries på ét døgn, med mindre du får dem rykket sammen det samme sted, i samme tidsperiode. Eller om ikke andet bare i nogle stykker.

Deathloop

Så ja, du kan flyve igennem og skyde på alt der bevæger sig, men problemet, og det djævelsk smarte ved Deathloop, er at det bliver du ikke en skid klogere af. Nej, snarere er det afgørende at du samler viden om de her otte karakterer. Hvor befinder de sig i hver af de fire tidsperioder, hvordan kan du ændre deres tidsplan, deres adfærdsmønstre, sådan så de kan samle sig? Og er der smutveje, eller små tricks du kan samle op på vejen, der gør hele opgaven lettere? En uventet, men totalt tilfredsstillende del af Deathloop er derfor at indsamle information igennem lydbånd, beskeder og overhørte samtaler, og konstruere et arsenal, et verdenskort bestående af ledetråde og “eureka”-øjeblikke. Det er herfra at en plan begynder at forme sig. Men hvis du dør, så bliver du smidt hele vejen tilbage, men det er som sådan ikke meget af en straf, da al din viden stadig gør sig gældende. Men dit grej, det er væk – sådan da.

Så det er Deathloop, og det er fandens underholdende når først nøglerne til kongeriget overdrages til spilleren, og du frit kan få lov til at udforske, blive klogere og langsomt katalogisere begivenheder, væremåder og tidsplaner.

Den her struktur står i stærk kontrast med den måde Deathloop føles at spille. For hvorimod ambitionsniveauet i selve udformningen af spillets centrale præmis nærmest bjergtager når man først går i gang, så er det ikke meget nyskabende over den måde du styrer Colt på, og alt hvad der hører med. Det er stort set en 1/1 Dishonored-“klon”, men hvorimod det let kan lyde negativt, så vil de fleste Arkane-fans nok prise sig lykkelige over, at de ikke har forsøgt at genopfinde den dybe tallerken, når nu de havde noget det virkede i forvejen. Naturligvis er der et større arsenal af skydevåben, og disse inddeles desuden i RPG-lignende kvaliteter, men Colt får løbende det samme udvalg af evner, hvor Shift vitterligt er en klon af Blink fra Dishonored-serien, og blandingen af snigeri og præcist planlagt infiltration er den samme. Derudover kan du hacke turrets og overvågningskameraer, snigmyrde og generelt bare luske rundt. Igen, det er præcis som du forventer det er, men det tænker jeg er et plus, snarere end et minus.

Og præcis ligesom i Dishonored er det virkelig en fryd at luske sig rundt på Blackreef. Ikke bare giver de forskellige distinkte lokationer, som Updaam og The Complex, spillet en vis alsidighed, men hver af disse er skabt med dybde snarere end bredde for øje, og vælger du at udforske finder du hurtigt hemmeligheder, som du nærmest bare må til bunds i. I Updaam fandt jeg en bunker med en låst dør, og denne krævede stemmegenkendelse. Jeg vil ikke spoile noget, men det krævede en masse research, og præcis timing, før at jeg kunne snige mig derind. Du belønnes naturligvis med grej, og ressourcer, men primært belønnes du med viden, ny viden om måder hvorpå du på mere effektiv vis kan dræbe de otte Visionaries på én dag, og det viser sig at være den mest tilfredsstillende belønning man kan forestille sig.

Deathloop

Det hjælper også at Deathloop rent stilistisk er direkte betagende. Den der nærmest 50’er agtige farvepalet, og æstetik der er som stjålet fra 60’ernes science fiction-plakater med Vertigo-inspirerede cirkulære linjer overalt. Det er gudesmukt at se på, og på PlayStation 5, hvor jeg spillede i Performance, var det stort set 60fps hele vejen igennem uden et hint af tearing eller fald.

Den eneste anke jeg potentielt står tilbage med, er at det ikke rigtig er tydeligt hvordan det påvirker spillet at vælge snigeri fremfor direkte konflikt. Dishonored-serien gjorde et godt stykke arbejde i konstant at minde spilleren om, at en pacifistisk tilgang er den rigtige, eller om ikke andet den mest moralsk forsvarlige. Det tvang spilleren til at tænke kreativt. I Deathloop virker det ikke umiddelbart som om at det ændrer synderligt meget, så min bekymring er umiddelbart at spillere ikke bare vælger at skyde sig igennem det hele. Det ville være ærgerligt, og underminere den mere forsigtige søgen efter viden.

Men når det så er sagt, så er jeg relativt overbevist om, at Deathloop vil blive bredt betragtet som et af årets absolut bedste spil, for her efter omtrent otte timer er jeg helt og holdent hooked, og må ærligt indrømme at Arkane har gjort det igen.





Source link

Skriv et svar

Tryk enter for at søke eller ESC for at lukke
ajax-loader